I dette afsnit kan Kirstens gribende beretning læses om hendes møde med det bosniske folk og et land i ruiner i 1997 samt hendes bevæggrunde for at danne en humanitær forening.

Foreningen Uden Far startede lige så stille, i september 1997. Jeg vil her fortælle, hvordan og hvorfor foreningen startede.

Det år besøgte jeg Bosnien første gang. Synet, der mødte mig, var ved at slå benene væk under mig. Der var højhuse fyldt med skudhuller, gardinerne blafrede ud af vinduerne, da der ingen ruder var i længere. Rundt om var stedet indhegnet med et gult plasticbånd, hvorpå der stod, MINA, PAZI MINA, og det behøvede man ikke være bosnier for at forstå.

Jeg skulle møde den familie, jeg havde skrevet med i så lang tid, jeg havde fået oversat brevene, og vi havde en god kontakt med hinanden.

Det tog cirka 2 timer at køre den lange vej fra Sarajevo til Kovaci, som var en lille landsby i Central Bosnien. Under køreturen kunne jeg tydeligt se, at landet havde været i krig i 3 år. Det var på det tidspunkt halvandet år siden, at krigen var stoppet.

I kontrast til Bosniens storslåede natur med store smukke bjerge, floder, skove, stod der ruiner, og vejene var næsten ikke til at køre på for granathuller. Lige så snart jeg havde sat mig til rette i sædet, rev chaufføren bilen til siden, for at komme udenom et kæmpe hul i vejen. Andre steder skulle vi køre på marken, da en bro var sprængt væk.

Hovedparten af turen var i føderationen, men på et tidspunkt skulle vi køre kort tid i kroatisk territorium. Der blev straks stille i bilen, da jeg var sammen med 3 muslimer.

Turen foregik uden de store vanskeligheder, og vi kom frem til familien, der havde ventet på denne dansker, der havde sendt pakker og breve til dem.

Det var en dejlig velkomst, den var overstrømmende. Jeg var rejst fra Danmark med et familiemedlem til denne familie, og hun genså  sin bedstemor efter 5 år, samt sin moster og dennes familie. Vi græd alle sammen, og det var en underlig fornemmelse, at stå her og græde, sammen med nogle mennesker, man knap nok kendte. Følelserne var overvældende, og det var de efterfølgende dage også.

Jeg fik set den del af Bosnien, og forelskede mig hovedkulds i landet og dets folk. Bosniere er meget gæstfrie, og det fik jeg da også at mærke. De lavede dejlig mad hver dag, fisk og kylling, men jeg spiste som en fugl. Når vi var i forretninger, blev jeg svimmel, og skulle hurtigt ud igen. Der skete noget med mig de 14 dage, og det kunne ses på mig. Jeg tabte mig 8 kg på den tur af alle de oplevelser og indtryk. Jeg havde aldrig rigtig rejst før, og på denne rejse så jeg unge mennesker uden ben, og en med ansigtet vansiret af granatstumper, det er stærke sager for en pige fra landet.

Efter de 14 dage var jeg mærket for livet, jeg kunne umuligt glemme det jeg havde set, og disse dejlige mennesker jeg havde lært at kende.

Jeg lånte, alt hvad der var om landet på biblioteket, og læste rub og stub. I samtlige bøger blev der fortalt om Srebrenica, som I også kan læse om under afsnittet Bosnien, og hvad der skete med det folk, der boede der, og havde boet der hele sit liv.

Jeg ville så gerne hjælpe dernede, og ikke kun denne ene familie. Det havde været mig så stor en glæde at hjælpe dem. En idé havde vokset sig i mig, og den gik ud på at lave nogle rapporter på nogle af de børn fra Srebrenica, og se om jeg kunne skaffe dem en kontakt-familie her i Danmark, hvor vi lever i overflod.

Jeg fandt ud af, at de fleste fra Srebrenica boede mindre end 20 km, hvorfra jeg havde været. Vi havde bare aldrig været den vej før, fordi landsbyen havde ry for  ikke at være problemfri. Politi var der hver aften, pga. optøjer, især fordi unge mænd fra nær og fjern kom og ville forlyste sig med landsbyens kvinder, hvoraf størstedelen havde mistet sin mand.

Jeg fik her i Danmark startet en større indsamling, og jeg fik kontakt med en bosnisk vognmand, nemlig Faruk Pasic, som ville køre det hele derned for mig, ganske gratis. Faruk havde selv kørt derned i en del af krigen, med pakker til det bosniske folk. Indtil nu har hans arbejde bestået i at fragte pakker fra herboende bosniere, til deres familie i Bosnien, men eftersom mange bosniere er flyttet tilbage til landet igen og finder andre alternativer, udgør foreningens pakker en stor del af hans levebrød. Uden Faruk eksisterede denne forening ikke, for uden ham og chaufføren i Bosnien Nedzib kommer pakkerne ikke frem til vores børn.

Jeg kom til landsbyen Vozuca første gang i vinteren 1997, hvortil Faruk havde kørt det indsamlede tøj, fodtøj og legetøj til. Her blev det låst inde, indtil jeg kom en måned senere for at dele det ud.
Jeg kom derned for at dele de ventende ting ud, og lave rapporter på 33 børn. Da jeg kom til magasinet, ventede der mig noget af en overraskelse. Næsten alle pakker var blevet åbnet, og mange af de ting jeg havde pakket, var fjernet, og der var lagt gammelt tøj deri. Det blev jeg selvfølgelig meget ked af, men jeg fik delt tingene ud, på nær de ting der ikke tilhørte mig.

Børnene stod udenfor magasinet, og tingene blev delt ud af et vindue, hvor børnene stod skrigende. Det var ganske forfærdeligt. Da bunden af legetøjskasserne blev vendt på hovedet, og der faldt nogle balloner og noget legetøj fra Mc Donalds ud, var de ved at bryde igennem vinduet. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville gøre det på denne måde mere. Fra nu af skulle der personlige pakker af sted - altså med navn på.

Da jeg var færdig med dagens arbejde, gik jeg et langt stykke tilbage. Jeg havde en stærk hovedpine og de sidste 3 timers oplevelse, havde været ganske forfærdelig. Næste dag på med vanten, tilbage til Vozuca. Jeg havde 33 børn ventende. De kom ind et par stykker ad gangen. Jeg spurgte dem om navn, alder, søskende, og om de havde deres mor. Der var ingen, der havde en far, af disse 33 børn. Sidenhen er børn med fædre også valgt, da disse også lever under trange kår på alle måder efter krigens afslutning.

Derefter tog jeg et billede af hvert barn. Jeg kunne godt mærke på børnene, at de ikke havde nogen særlig tiltro til mig. Mange forretningsfolk var tidligere kommet kørende i fine biler til landsbyen, og havde lovet dem guld og grønne skove, som aldrig var blevet til noget. Jeg ankom til Vozuca i en udtjent Lada, og kunne knap nok sproget, så jeg forstår godt, de tvivlede på mig.

Hjemme i Danmark lavede jeg disse rapporter, klistrede billedet på, og vupti var mine første 33 børn klar til en kontakt-familie, der ville hjælpe dem.

Der var et par danskere, som fik et barn, men det gik for langsomt for mig. En bosnisk radiostation i Aalborg tilbød mig at medvirke i et program, så flere kunne høre om denne nye forening.

Lytterne ringede ind under udsendelsen, og mange af børnene fik kontakt-familier den aften.
Børnene forsvandt hurtigt, og jeg måtte rejse derned igen. Denne gang blev det til 60 rapporter, og børnene var smilende, og havde nu fået en ny mening om mig.

Det er siden blevet til flere ture årligt, og foreningen hjælper mellem 150-175 familier i Bosnien. Dog hjælper foreningen kun folket fra Srebrenica, da det er umuligt at hjælpe alle.

Pakkerne med det aflagte tøj fra Danmark har stor værdi for vores kontakt-børn, da familien kun har få penge at gøre godt med. Når en familie har en kontakt-familie skal de ikke købe tøj, fodtøj, legetøj og skoleting, og det er en uvurderlig hjælp for disse familier.
Skulle du/I få lyst til at være medlem af vores lille forening, så kontakt mig endelig (se under kontakt).

Vh Formand Kirsten Kljunic Thomassen