I april 2010 var min familie på vej fra Tuzla (Bosanski Samac) til Bratunac. Vi skulle besøge vores kontakt familie som vi har nu haft i to år. Det var første gang vi skulle køre i det østlige Bosnien som også viste sig at være en stor oplevelse. Floden Drina ved Zvornik var smuk samt omgivelser omkring den. I Zvornik er der iøvrigt også en grænseovergang til Serbien. 
Nybyggende moskéer og græsk ortodokse kirker var også til at bemærke hele vej langs floden. De virker for mig som om de konkurrerer hvilke af disse er højere eller flottere.
 
Jo tættere vi var på Bratunac jo mindre veje kørte vi på i håbet om at bilen ikke standser. At køre gennem området Podrinje er en stor modsætning i forhold til at køre f.eks. Tuzla og Gradačac i Føderationen hvor der var liv overalt.
Dette var også min første gang i Podrinje efter krigens afslutning, (min første kontaktfamilie bor i Ilijaš, nær Sarajevo), så for mig virkede dette område meget forsømt og genopbygningen var ikke til stede i samme grad som i de andre bosniske områder. Uden liv, uden håb.

Min kontaktfamilie bor i landsbyen Suha meget tæt på byen Bratunac. Vi fandt huset som havde to etager som ikke var færdiglavet og familien boede i stuen. Den ældste datter er på alder med min datter, næsten 6 år, og den mindste er 2 år gammel.

Vi blev introduceret til hinanden, børnene begyndt at lege og rode i alle gaver vi tog med, så der blev snakket og snakket.
Kontaktfamilien har boet flere år som flygtninge i Tuzla og til sidst besluttede de at vende tilbage til Bratunac hvor faren kommer fra. De var trætte af at være flygtninge i Tuzla, men de er også bekymret for deres liv i Bratunac da byen ligger i Republika Srpska og de føler sig utrygge af og til. Der er ikke mange vendte flygtninge med børn i dette område, så de er nødt til at tilbringe tiden med de ældre mennesker som bor med dem bor i landsbyen.
De er flittige i deres lille have hvor meget af deres grønsager kommer fra. Moderen er god til at fordele det over hele år ved at lægge dem i fryseren.
Deres største hovedpine udover deres tryghed er ingen indkomst og intet arbejde at finde i dette område. Faren lever af at han en gang om året hjælper med forberedelser af grave i Potocari Mindecentret, og det er det eneste løn han får om året. Det virker absurd at vente på at flere kroppe bliver fundet rundt omkring i massegrave for at han kunne få et arbejde. De er ikke en fast job men den organisation som står for begravelser ringer til ham i juni, så han kan være med til at gøre gravene klar til begravelser i juli i Potocari hvor hvert år den 11. juli (årsdagen for Srebrenica-folkemordet) afholdes en mindehøjtidelighed for ofrene.

De første år var de hårde, at stå i Potocari i de dage hvor begravelser finder sted, men i dag er det hans hverdag hvor han ved at dette er eneste måde at få penge ind til hans familie så de kan overleve.

Vi besøgte sammen Potocari Memorial Center, hvor vi fik en ekstraordinær tur af en som kender næsten alle grave og alle detaljer omkring begravelser og hvordan det foregår. Han fortalte om sit job, det var noget han var god til, jo mere han fortalte jo mere ondt i maven fik jeg. Men vi fik rundvisning, vi var glade for at have besøgt stedet og have afleveret vores blomster i håbet om at han snart finde noget andet job og kan finde lidt mere ro i hans liv.

Med hensyn til Bratunac så virker det for mig som et sted hvor guderne har glemt at mennesker lever i, meget forladt og i stor forfald, og der var en tydelig forskel at Republika Srpska har nedprioriteret denne by og hele område, da jeg kunne ikke se en eneste ting der gav mig tegn at håbet er for alvor vendt tilbage til byen. Heller ikke på de serbernes ansigter i byen som også virkede trætte af deres liv og situation de finder sig i.

Mens vi kørte gennem byen lagde jeg mærke til et bestemt højt hus ved vejen, hvor bosniske flag var på balkonen, meget tydelig og iøjnefaldende. Alle andre steder i byen var der kun serbiske flag da dette er Republika Srpska. I dette hus måtte bo en tilbagevendte bosniak som ville satte flag som tegn på at dette er Bosnien også. Meget modigt træk må jeg indrømme, og jeg kan heller ikke forstå at han tør at sove i huset. Men det gjorde han åbenbart. Dette flag gjorde mig også glad, at der findes mennesker som vil ikke opgive hvad der er deres, lige meget hvor meget omkostninger de har på deres liv og deres omgivelser.
Livet i Bosnien vil desvæerre i mange år fortsæt at være en kamp mellem hvilke flage der skal hejses hvor, og hvilke religiøse tegn der skal fremhæves hvor. Samlivet og accept er svært at mærke i Bratunac, Podrinje og det østlige del af Republika Srpska.

Amra Avdibegovic
Vejle

Den 7. marts 2009 var det lige præcis 10 år siden, jeg sendte min første pakke til mit kontaktbarn, som da lige var fyldt 13 år. Meget er sket siden, og hun har selv stiftet familie.

Jeg har mødt rigtig mange mennesker i Bosnien, været inviteret ud til kaffe og mad. Når jeg skulle gå, har de givet mig pape (strikkede hjemmesko) eller små hæklede servietter. Havde de ikke nye, fik jeg hvad de selv pyntede med. Jeg har haft svært ved at modtage disse gaver, da jeg synes, de havde så lidt, men har fundet ud af at modtage med glæde, da det betyder så meget for disse mennesker.

Bosnierne er venlige og meget gæstfrie mennesker. Jeg respekterer kvinderne meget, de knokler for at få familien til at hænge sammen. Jeg kan ikke fatte, de har kunnet rejse sig igen, efter hvad de har oplevet. Jeg har mødt mange virkelig stærke kvinder, der har skabt et godt hjem for deres børn. Selvfølgelig har jeg også mødt mennesker, som lever usselt, og ikke er så velfungerende. Husk på bosnierne er lige så forskellige i væremåde og levevis som os danskere. Og, der er også stor forskel på, om de lever i byerne eller i bjergene.

I de 10 år der er gået, har jeg fulgt en teenager i folkeskolen og på gymnasiet, kærestesorger, glæder og sorger i livet, en ung kvinde på universitetet, en lykkelig brud og en glad mor. Kort sagt, det at være KT familie har udviklet sig til at være familie, og jeg føler for Almedina, som en mor for en datter, og omvendt har hun spurgt, om jeg ville være hendes anden mor.

Ja, det var lykken, jeg traf Kirsten en februardag 1999 i Brugsen, hvor hun stod og skaffede bosniske børn danske kontaktfamilier. Og som en ekstra gevinst og ekstra familie fik jeg jo også Kirsten og hendes familie. Så jeg føler, at det ikke bare er mig, der yder en hjælp til Bosnien. Nej, jeg har fået endnu mere tilbage.

- Nanna Mølgaard

Jeg har været medlem af Foreningen Uden Far i lidt over et år, og at være medlem har ganske enkelt forandret mit liv.

Jeg læste om foreningen på Internettet, og blev straks tiltrukket af konceptet med at have kontakt med de familier, man støtter med pakker. Inden jeg så mig om var jeg den stolte kontaktfamilie til først en familie, så to og nu til hele tre familier. Familierne har alle det til fælles, at de er hårdt ramt af krigen og at fattigdommen er stor. Forældrene har intet arbejde og ingen udsigt til at få et. De lever af det,, de dyrker selv og har det økonomisk meget hårdt. Hver måned sender jeg stopfyldte banankasser til dem, med ting som kan gøre livet lidt lettere i en hård hverdag. Legetøj til børnene vækker stor jubel, en smule slik, tøj og sko i lange baner. Forældrene er så glade for alt vi sender. At vi sender pakker til dem, gør en kæmpe forskel i deres liv.

Hver måned venter jeg spændt på deres breve. Ventetiden kan til tider være uudholdelig, men så kommer brevet og ventetiden er glemt. Familierne åbner deres hjerter for os, og vi for dem og vi har en tæt og personlig kontakt. De betyder simpelthen så meget for mig og mit højeste ønske, er at jeg kan rejse ned for at besøge dem.

Hvis du vil gøre en virkelig forskel, så bliv kontakt familie for en bosnisk familie. Man får så meget mere, end man giver, og det er en helt fantastisk forening.

- Pia Micheelsen ( har to kontaktfamilier og har været medlem siden 2007)

Hver flygtning har sin egen fortælling om, hvordan det er at være flygtning, og hver historie er anderledes og helt sin egen. Sådan er også med børn og kvinder fra Srebrenica. Udover at de fleste har mistet deres mand, far eller farfar i familien, er de også blevet flygtninge i sit eget land med den daglige kamp om overlevelse.

Da jeg som bosnisk flygtning i Danmark stødte på "Foreningen uden Far" for første gang, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at dette er noget, jeg ville være med til at støtte. Jeg har fået en kontaktfamilie, som jeg nu har haft i fem år, og min kontaktdreng Nedim er blevet en del af min familie.

I fem år har vi sendt ham pakker og har udvekslet breve. I dag er han en ung mand, som jeg var glad for at hilse på sidste sommer. Jeg glæder mig meget til at følge ham i livet og se de udfordringer, der står foran ham i fremtiden.

At glæde andre er en stor følelse. Det er en fascinerende tanke at forestille sig, hvordan børnene ser frem til en kasse fyldt med forskellige ting, der kommer fra nogen, de aldrig har mødt eller snakket med. Indholdet af kassen er ikke så vigtigt som tanken - det er mere, at nogen tænker på en og ønsker én det bedste.

Ved at sende kasser til Nedim ved jeg, at denne dreng har glædet sig hver gang til at rode i kassen for at se, hvad der er til ham, og jeg har også forsøgt at sende noget, som jeg ved ville glæde specielt ham. Dette har ikke kun betydet noget for ham, men også for mig.

Et netværk af rigtige mennesker er i stand til at løfte en idé eller mission til en højere dimension, og dette lykkedes takket være vores formand Kirsten. Hende er jeg meget taknemmelig for - især at hun gav mig denne vidunderlige mulighed for at være med.

Jeg er stolt af at være del af en dybt engageret forening og omringet af vidunderlige mennesker, der faktisk gør en stor forskel for mennesker i nød.

- Amra Avdibegovic (er bosnier, som kom til Danmark i 1990’erne, har været medlem af foreningen siden 2003)